Negroni (gin-cocktail med kant og muskler)
Opdateret: 29. okt. 2020
Negroni er min absolutte ynglings cocktail og er mægtig stolt af, at jeg i visse kredse også bærer navnet Negroniens ukronede dronning. Negroni er en cocktail som er særdeles kraftfuld. De fleste skal forsøge den et par gange før man knækker negroni-koden. Når først man er blevet glad for Negroni er der ingen vej tilbage.
Sødmen og bitterheden underbygger hinanden på underfundig vis. Derfor bør man bruge tid på at finde en god rød vermouth og finde en gin som ikke lader sig overdøve af Campariens dominans. Historien bag denne på overfladen enkle men i realiteten komplekse cocktail, står grev Camillo Negroni. Året er 1919 i Firenze, da Grev Camillo Negroni bad sin yndlings bartender på Caffé Casoni, Fosco Scarselli, om at lave en Americano cocktail – som består af Campari, sød vermouth, mineralvand og citronskal. Camillo Negroni trængte dog til noget med mere ”krudt” i. Resultatet blev, at mineralvanden og citronskallen blev udskiftet med Gin og en appelsinskal, sådan blev Negroni’en til over tid.
Denne Negroni er lavet med én dansk gin, særligt velegnet til Negroni (gin’en er en særlig gave og er ikke kommet på markedet endnu sommer 2018 – derfor forbliver den hemmelig lidt endnu) Jeg lover at vende tilbage med navn og destilleri, når de er helt klar. Der var selvfølgelig tale om Sall´s Andet Sind. Gin som gør sig godt i Negroni er blandt andet: Sall´s Andet Sind, Copenhagen Distillerys Orange gin og Origins Kildedal.
Opskrift:
4 cl gin
4 cl rød vermouth
4 cl Campari
Og godt med is
Garnish er altid appelsin (her kan man roligt eksperimentere med dehydreret appelsin, appelsinskal og som her en hel frisk skive – husk økologisk og ikke overfladebehandlet frugt i dine drinks)
